For lige præcis en uge siden, pakkede jeg bilen og kørte til Gammel Ålbo Camping syd for Kolding, for at deltage i årets danmarksmesterskab i undervandsfotografering. Sammen med næsten 30 andre tilbragte jeg det meste af lørdagen i Lillebælt i særdeles omskifteligt vejr. Som vanligt var jeg eneste deltager uden luftflaske på ryggen og blev derfor ekstra udsat for den særdeles kraftige strøm, som var allerstærkest på det lave vand hvor jeg tog mine billeder. Så jeg var rigtig glad for min 7. plads som blev sikret med dette billede med en mangroveagtig stemning. Redigering er ikke tilladt i konkurrencen.

