AKTIVITETER I MARTS

Solen skinner udenfor, og selvom der var rimfrost til morgen, er der alligevel masser af aktivitet derude og en klar fornemmelse af forår.

Vores marts byder på Kunst i Stenum, hvor vi udstiller den 16. og 17. marts.

Søndag den 24. marts kl. 11, guider kunst- og kulturformidler Lina Franke Hedegaard en tur rundt til de Arbejdende Værksteder i Lønstrup. Her fortæller hun om kunstnerne, byen og hvordan det blev muligt for kunsthåndværkerne og kunstnerne at indtage Lønstrup og på den måde være med til, at byen og egnen fik en ny identitet gennem deres arbejdende værksteder. Turen kommer også forbi os i GALLERI VAND. Mere info her: https://www.facebook.com/events/697948588838431/

Og mandag den 25. marts kl. 18:30 holder vi ”SANS Havpoesi og tapas” på Havrevang i Lønstrup. Her vil Karina fra Havrevang servere lækre tapas baseret på bæredygtige råvarer fra havet, og GALLERI VAND vil vise billeder og fortælle historier fra turene i havet. Mere info her: https://www.facebook.com/events/3550004298586469

FORNEMMELSE AF FORÅR?

Vi slår igen dørene op til en ny sæson, klargøringen af galleriet er i fuld gang, og vi kan næsten ikke vente til her summer af liv.

Første åbningsdag er fredag den 9. februar, og da det er vinterferie holder vi åbent hver dag kl. 10-17 til og med søndag den 25. februar.

Vi har besøgt udstillinger, talt med andre kunstnere og kommunikeret med udstillingsarrangører, så vi har fået fyldt en masse ny viden og inspiration på tanken. Ideerne bobler og vi arbejder på nye udstillinger og bøger. Kong Vinter slår lidt med halen, men lærkerne synger og dagene bliver hurtigt længere, så snart kan vi få fornemmelsen af forår også i havet.

GLÆDELIG JUL

Havfruen og Vandmanden ønsker kunder, venner af huset, besøgende og samarbejdspartnere nogle dejlige juledage og et boblende nytår.

2023 har været året hvor vi føjede Fabriano og Hahnemühlepapir til listen over de materialer vi bruger til vores billeder. Og så fik vi taget nogle ret fede havportrætter, måske 2024 er året hvor du skal prøve?

Januar er stille her i Lønstrup, så vi holder lidt fri og så starter vi op med at lave en ny bog, eller måske to, den første bog er nemlig ved at være udsolgt.

Tak for året der gik. Det har givet så mange spændende samtaler, oplevelser, projekter og opgaver, og vi glæder os til vi mødes igen i det nye år.

Med julehilsen
Anne-Mette og Lars

TID TIL FOREDRAG OG UDSTILLINGER

Nu er vi på den tid af året, hvor der ikke kommer så mange til Lønstrup og dermed heller ikke i vores galleri. Det betyder til gengæld at vi har tid til at komme ud af huset, så lige nu har vi tre billeder på Vadehavets Censurerede Udstilling. I aftes holdt jeg et kort foredrag til FLAG Nords ekstraordinære generalforsamling på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og lørdag den 25. november er vi at finde på Vendsyssel Kunstmuseums Julemarked for Kunst og Kunsthåndværk i Hjørring.

EFTERÅRSNYHEDER

På en smuk efterårsmorgen kunne vi åbne med en hel række nye smukke billeder i vores galleri. Lavet på det lækre Hahnemüle papir og sat i ramme, er der nu 10 forskellige motiver på væggen som vi ikke har haft før. Og som noget nyt er de fleste af dem i en størrelse som kan være i en taske.

En meget vigtig del af udtrykket i vores billeder, er det materiale de er trykt på. Vi har lagt meget energi i at eksperimentere med akryl, træ og forskellig typer aluminium for at finde det udtryk vi ville have. Vi har også i et enkelt tilfælde brugt akvarelpapir, men de 10 nye billeder er alle lavet på fotopapir.

Efter mange overvejelser og undersøgelser har vi valgt at lave billederne i ”taskestørrelse” på blank papir. De øvrige er lavet på mat papir med en udtalt struktur som prikker til fornemmelsen af, at det er et maleri.

SENSOMMERMAGI

Fredag aften den 1. september, 2023, bliver Rubjerg Knude Fyr brugt som samlingspunkt og kulisse for et stort Lyskunst-Event på Rubjerg Knude Fyr.

Lige som sidste år vil GALLERI VAND, sammen med PixlArt, projektere billeder som Lars har taget i havet omkring Danmark op på fyret, så de bliver vist i kæmpeformat. Vejrudsigten ser lovende ud, så pak noget lunt tøj og kig forbi – det bliver helt sikkert en stor oplevelse.

I galleriet har vi billeder i ”stuestørrelse” og her er der tid til at fordybe sig i dem. Vi har åbent tirsdag – søndag, kl 10 – 17.

NYE BILLEDER I GALLERIET

I den sidste sending af nye billeder, har vi haft fokus på billeder med bølger. Tre af dem har vi ikke haft i galleriet før. De er alle taget ved Lønstrup og hænger nu på væggen i store størrelser.

Fangst i Strandkanten

HVAD GEMMER DER SIG I HAVET & PÅ HAVBUNDEN?
Udstyret med rejehove/net, vandkikkerter, akvarier og forstørrelsesglas tager vi et nærmere kig på, hvad vi kan finde på det lave vand ved kysten i Lønstrup og snakker om hvordan vi passer på vores havmiljø.
Sammen med VENDSYSSEL HISTORISKE MUSEUM er vi på stranden hver onsdag i juli fra 13 – 16. Her er børn og andre nysgerrige sjæle meget velkomne. Medbring godt humør og badetøj, så får vi nogle sjove oplevelser sammen.

VI SPRÆLLER SOM NYFANGEDE FISK

for at nå det hele her op til påske.

I sidste uge var vi på Dronninglund Kunstcenter for at hænge 14 billeder op, det kulminerede i går med en fortjent velbesøgt fernisering.

Det er en fantastisk udstilling med spændende værker fra nogle særdeles dygtige kunstnere.

I aften holder jeg foredrag i galleriet for en stor flok dykkere.

I morgen pakker vi bilen med 11 billeder og kører til Fussingø Slot.

Her er vi blevet inviteret til at udstille til Påskeudstillingen, med fernisering søndag den 2. april. For at have billeder nok har vi bestilt nyt til at hænge op herhjemme.

I påsken holder vi åbent 31. marts – 10 april, kl. 10 – 17 og vi er SÅ klar til at tage imod jer.

SÅ BEGYNDER EN NY SÆSON

Vi har holdt galleriet lukket i nogle uger, fået ladet batterierne op og arbejdet med nogle spændende nye tryk på lækkert tykt bomuldspapir. Dem glæder vi os til at vise jer, når vi slår døren op fredag den 10. februar kl. 13. Derefter har vi åbent hver dag kl 10 – 17 til og med den 26. februar.