BLÅ BRANDMÆND

Lige nu er der en historie på TV2 Nord siger at “De blå brandmænd er et usædvanligt syn i Danmark”.

Billedet nedenfor har jeg taget i juni 2020 ud for kysten ved Lønstrup, kort tid efter vi flyttede hertil. Jeg har tilbragt rigtig mange timer i havet med mit kamera her og gået mange timer langs kysten og altid oplevet en ret stor overvægt af de blå brandmænd i forhold til de røde. Når jeg har været i vandet på østkysten omkring Skagen og Frederikshavn har jeg også næsten altid set blå brandmænd. Så i vores del af landet er de et ganske almindeligt syn.

HAVMØLLEN RECIDENCY

Vi er blevet bevilget en uges ophold på Havmøllen på Djursland. Så mandag kører vi sydover med en vellæsset bil og bruger de fleste af ugens lyse timer på Djurslands kyster for at tage billeder. Lørdag den 18. april holder vi en udstilling, bl.a. med nogle af de nye billeder og holder et foredrag på Havmøllen. Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmeld dig her: https://billetto.dk/e/oplevelser-og-livet-i-havet-udstilling-og-foredrag-billetter-1899186

DIPLOMER OG PRISER

I efteråret og først på vinteren, vandt jeg priser i nogle internationale fotokonkurrencer. Selvom stort set alle konkurrencer efterhånden udelukkende foregår elektronisk, er der stadig tradition for, at priserne, i form af et certifikat, sendes med post. Nogle gange bliver der gjort ret meget ud af certifikatet. Fra Polen kom denne ”Honerable Mention”, lavet på tykt papir med vandmærke, en roset og håndsigneret af fire af arrangørerne.

Det var billedet ”At Finde Vejen” der udløste den.

SELSKABET FOR DANSK FOTOGRAFI

Sidst på foråret sendte jeg billeder til konkurrencen med det storslåede navn, “Den Nationale”. Det er en fotokonkurrence arrangeret af Selskabet for Dansk Fotografi og vel det nærmeste man kommer på et danmarksmesterskab i fotografi. Syv kategorier var der, og i den der hedder digital farve blev jeg den stolte modtager at et dommerdiplom, som ca. svarer til en femteplads. Billedet er “Aida in the Sea”

AIDA IN THE SEA

SENSOMMERMAGI

Den 5. september er det igen tid for Sensommermagi på Rubjergknude Fyr. I samarbejde med de dygtige og dedikerede mennesker fra Pixlart, viser vi en række af vores poetiske fotografier fra havet omkring Danmark. Der kommer en del nye billeder fra i år med derop, måske denne?

GENNEM NÅLEØJET

Portræt, bevægelse, bobler og glas. Et ord for hver af de fire af vores billeder, som kom igennem tredje og sidste censurrunde til Dronninglund Kunstcenters Censurerede udstilling. Der er fernisering søndag den 10. november kl. 12, det glæder vi os til at deltage i.

UDSTILLING I SÆBY GLASPUSTERI

Vi har været en tur i Sæby for at besøge Leni Bilde som har Sæby Glaspusteri. Hun havde inviteret os til at udstille i hendes galleri, en invitation som vi med stor glædetog imod.

Efter en hyggelig aften, hvor der blev udvekslet erfaringer og historier, hænger der nu fem af vores billeder på væggene, hvor de har det fineste samspil med hendes smukke glaskunst.

Vi kan kun anbefale at komme forbi, billederne hænger der hele sommeren.

HAVFRUEN OG VANDMANDEN ER BLEVET GIFT

Lørdag den 29. juni blev Vandmanden og Havfruen viet i Vennebjerg Kirke. Sammen med familie og venner gik turen derefter til Lønstrup Strand hvor brudeparret blev foreviget, det foregik selvfølgelig i havet.

Efter en fantastisk dag og efterfølgende bryllupsrejse, er vi nu klar til højsæsonen.

Hvis du / I skulle få lyst til at blive fotograferet, så er jeg klar.

Vi holder åbent tirsdag – søndag, kl 10 – 17.
Mandag er der lukket.

Fotograf, Klaus Nedergaard