KUNSTFORENINGEN LIMFJORDEN

Der sker rigtig meget med vores billeder lige nu. Søndag kom melding om, at jeg har fået antaget to billeder til den Censurerede Efterårsudstilling, som Kunstforeningen Limfjorden står bag. Det ene er dette billede som er lavet som fotogravure.

Udstillingen er på Gimsinghoved i Struer, og der er fernisering på lørdag kl 13. Da jeg skal deltage i en prisoverrækkelse ved DM i foto i Odense samme dag, kan vi desværre ikke deltage.

Fangst I Strand-Kanten

Årets anden Fangst I Strand-Kanten (FISK) med masser af motiverede børn i sol, frisk vind og store bølger. Der var masser af rejer og blå brandmænd, men også vandmænd, røde brandmænd, krabber og en enkelt meget lille ål. Der var mange spørgsmål om de blå brandmænd – er de ikke nye i Danmark, hvor meget brænder de, hvordan ser man forskel på dem og en vandmand…. En superfin dag med højt humør.

SØANEMONER

For et par år siden blev der sandfodret ved Lønstrup, ved at pumpe sand ind på stranden. En stor del af sandet løb tilbage i havet og begravede alle de søanemoner der var I lagunen lige nord for betonmolen. Sandet forsvandt hurtigt igen, uden søanemonerne umiddelbart kom igen, men nu er de tilbage. Orange, hvide, grønne, stribede, transparente, et fascinerende syn.

BLÅ BRANDMÆND

Lige nu er der en historie på TV2 Nord siger at “De blå brandmænd er et usædvanligt syn i Danmark”.

Billedet nedenfor har jeg taget i juni 2020 ud for kysten ved Lønstrup, kort tid efter vi flyttede hertil. Jeg har tilbragt rigtig mange timer i havet med mit kamera her og gået mange timer langs kysten og altid oplevet en ret stor overvægt af de blå brandmænd i forhold til de røde. Når jeg har været i vandet på østkysten omkring Skagen og Frederikshavn har jeg også næsten altid set blå brandmænd. Så i vores del af landet er de et ganske almindeligt syn.

FIAP GULDMEDALJE

Ugen efter førstepladsen i Ikast, fik samme billede en ”Hædrende Omtale” i en konkurrence i Schweiz og for et par dage siden fik jeg en FIAP guldmedalje for nedenstående billede af Line. Det betyder billedet blev valgt som det bedste billede i kategorien (sort/hvid) og svarer til en delt andenplads for hele konkurrencen blandt næsten 200 deltagere.

FIAP (Fédération Internationale de l’Art Photographique) er en verdensomspændende organisation. Den er stiftet i 1950 i Schweiz og er i dag en af de mest betydningsfulde for fotografer.

RØNNERHAVNEN

Her til morgen kørte jeg en tur til Rønnerhavnen lidt nord for Frederikshavn for at tage billeder. Udover det fedtemøj der er alle steder, var der også et nogenlunde varieret dyreliv.

En snak med et par vinterbadere kom omkring emnet havfruer og som næsten altid, var automatreaktionen, ”Jeg skal ikke fotograferes”. Også denne morgen havde jeg en fornemmelse af en vækket interesse eller måske endda en drøm, man som voksen slet ikke må have. Glæder mig til den dag, der er en der har modet til at lade nysgerrigheden vise vejen.

Det var ikke denne gang, så dagens udvalgte billede er en søstjerne på noget fingertang der er gennemlyst af solen.