GLÆDELIG JUL

Havfruen og Vandmanden ønsker kunder, venner af huset, besøgende og samarbejdspartnere nogle dejlige juledage og et boblende nytår.

2023 har været året hvor vi føjede Fabriano og Hahnemühlepapir til listen over de materialer vi bruger til vores billeder. Og så fik vi taget nogle ret fede havportrætter, måske 2024 er året hvor du skal prøve?

Januar er stille her i Lønstrup, så vi holder lidt fri og så starter vi op med at lave en ny bog, eller måske to, den første bog er nemlig ved at være udsolgt.

Tak for året der gik. Det har givet så mange spændende samtaler, oplevelser, projekter og opgaver, og vi glæder os til vi mødes igen i det nye år.

Med julehilsen
Anne-Mette og Lars

TID TIL FOREDRAG OG UDSTILLINGER

Nu er vi på den tid af året, hvor der ikke kommer så mange til Lønstrup og dermed heller ikke i vores galleri. Det betyder til gengæld at vi har tid til at komme ud af huset, så lige nu har vi tre billeder på Vadehavets Censurerede Udstilling. I aftes holdt jeg et kort foredrag til FLAG Nords ekstraordinære generalforsamling på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og lørdag den 25. november er vi at finde på Vendsyssel Kunstmuseums Julemarked for Kunst og Kunsthåndværk i Hjørring.

EFTERÅRSNYHEDER

På en smuk efterårsmorgen kunne vi åbne med en hel række nye smukke billeder i vores galleri. Lavet på det lækre Hahnemüle papir og sat i ramme, er der nu 10 forskellige motiver på væggen som vi ikke har haft før. Og som noget nyt er de fleste af dem i en størrelse som kan være i en taske.

En meget vigtig del af udtrykket i vores billeder, er det materiale de er trykt på. Vi har lagt meget energi i at eksperimentere med akryl, træ og forskellig typer aluminium for at finde det udtryk vi ville have. Vi har også i et enkelt tilfælde brugt akvarelpapir, men de 10 nye billeder er alle lavet på fotopapir.

Efter mange overvejelser og undersøgelser har vi valgt at lave billederne i ”taskestørrelse” på blank papir. De øvrige er lavet på mat papir med en udtalt struktur som prikker til fornemmelsen af, at det er et maleri.

SENSOMMERMAGI

Fredag aften den 1. september, 2023, bliver Rubjerg Knude Fyr brugt som samlingspunkt og kulisse for et stort Lyskunst-Event på Rubjerg Knude Fyr.

Lige som sidste år vil GALLERI VAND, sammen med PixlArt, projektere billeder som Lars har taget i havet omkring Danmark op på fyret, så de bliver vist i kæmpeformat. Vejrudsigten ser lovende ud, så pak noget lunt tøj og kig forbi – det bliver helt sikkert en stor oplevelse.

I galleriet har vi billeder i ”stuestørrelse” og her er der tid til at fordybe sig i dem. Vi har åbent tirsdag – søndag, kl 10 – 17.

NYE BILLEDER I GALLERIET

I den sidste sending af nye billeder, har vi haft fokus på billeder med bølger. Tre af dem har vi ikke haft i galleriet før. De er alle taget ved Lønstrup og hænger nu på væggen i store størrelser.

Fangst i Strandkanten

HVAD GEMMER DER SIG I HAVET & PÅ HAVBUNDEN?
Udstyret med rejehove/net, vandkikkerter, akvarier og forstørrelsesglas tager vi et nærmere kig på, hvad vi kan finde på det lave vand ved kysten i Lønstrup og snakker om hvordan vi passer på vores havmiljø.
Sammen med VENDSYSSEL HISTORISKE MUSEUM er vi på stranden hver onsdag i juli fra 13 – 16. Her er børn og andre nysgerrige sjæle meget velkomne. Medbring godt humør og badetøj, så får vi nogle sjove oplevelser sammen.

NATURMØDET 2023

Som en af WWF’s havvogtere, var jeg inviteret med på Root-scenen til Naturmødet i Hirtshals. Med havbiolog fra WWF, Thoms Sørensen som facilitator, skulle fotograf og surfer Cat Yde og jeg snakke om hvordan vi oplever havmiljøets udvikling, eller måske snarere afvikling, når vi er på eller i havet i Danmark.

Og efter os kom den gode Rasmus Botoft og tog os med på en tidsrejse under vandet med historien om den våde Gumbas.

FUSSINGØ SLOT

Til påskeudstillingen på Fussingø Slot havde vi fået et rum med det fineste lys til vores billeder. Det var en stor oplevelse at se billederne pryde de store vægge i et fint samspil med de smukke skulpturer i stentøjsler lavet af Julie Rebecca Schjødt Lybæk-Hansen. Udstillingen var fint besøgt fra bl.a. Randers, Viborg og Aarhus. Og ikke mindst blev det til nogle spændende og inspirerende samtaler med de besøgende.

Foto: Ole Jakobsen – Den Utraditionelle

VI SPRÆLLER SOM NYFANGEDE FISK

for at nå det hele her op til påske.

I sidste uge var vi på Dronninglund Kunstcenter for at hænge 14 billeder op, det kulminerede i går med en fortjent velbesøgt fernisering.

Det er en fantastisk udstilling med spændende værker fra nogle særdeles dygtige kunstnere.

I aften holder jeg foredrag i galleriet for en stor flok dykkere.

I morgen pakker vi bilen med 11 billeder og kører til Fussingø Slot.

Her er vi blevet inviteret til at udstille til Påskeudstillingen, med fernisering søndag den 2. april. For at have billeder nok har vi bestilt nyt til at hænge op herhjemme.

I påsken holder vi åbent 31. marts – 10 april, kl. 10 – 17 og vi er SÅ klar til at tage imod jer.

SÅ BEGYNDER EN NY SÆSON

Vi har holdt galleriet lukket i nogle uger, fået ladet batterierne op og arbejdet med nogle spændende nye tryk på lækkert tykt bomuldspapir. Dem glæder vi os til at vise jer, når vi slår døren op fredag den 10. februar kl. 13. Derefter har vi åbent hver dag kl 10 – 17 til og med den 26. februar.