Startende onsdag den 16. august og til og med tirsdag den 23. august er vi at finde i GALLERI SKAGEN, hvor vi udstiller vores billeder og fortæller en historie eller to. Lige nu er vi i fuld gang med forberedelserne og glæder os til at modtage en håndfuld nye billeder som vi skal have med.
Et af de ”gamle” billeder vi vil vise i Skagen er SØANEMONEPOSI. Der er en malerisk dybde i dette billede som vi er meget glade for.
Søanemoner findes overalt i de danske farvande og brillierer med deres mange farver. De ligner en blomst, men det er faktisk et dyr som lever af smådyr, en-cellede småorganismer og dyreplankton. Søanemoner lammer deres bytte med gift fra fangarmenes nældeceller.
Billedet hænger i øjeblikket i vores galleri. Vi laver maksimalt 5 nummererede billeder af hvert motiv og de bliver alle signeret og nummereret. Dette billede er nummer 2 ud af 5.