På en smuk efterårsmorgen kunne vi åbne med en hel række nye smukke billeder i vores galleri. Lavet på det lækre Hahnemüle papir og sat i ramme, er der nu 10 forskellige motiver på væggen som vi ikke har haft før. Og som noget nyt er de fleste af dem i en størrelse som kan være i en taske.

En meget vigtig del af udtrykket i vores billeder, er det materiale de er trykt på. Vi har lagt meget energi i at eksperimentere med akryl, træ og forskellig typer aluminium for at finde det udtryk vi ville have. Vi har også i et enkelt tilfælde brugt akvarelpapir, men de 10 nye billeder er alle lavet på fotopapir.

Efter mange overvejelser og undersøgelser har vi valgt at lave billederne i ”taskestørrelse” på blank papir. De øvrige er lavet på mat papir med en udtalt struktur som prikker til fornemmelsen af, at det er et maleri.