Der er heldigvis andre end os, der er ret begejstrede for kompasgoplens eksotiske udseende. Lige nu står denne her og venter på de gode mennesker der har købt den, så den kan blive fragtet til sit nye hjem i Bagsværd.

I efteråret og først på vinteren, vandt jeg priser i nogle internationale fotokonkurrencer. Selvom stort set alle konkurrencer efterhånden udelukkende foregår elektronisk, er der stadig tradition for, at priserne, i form af et certifikat, sendes med post. Nogle gange bliver der gjort ret meget ud af certifikatet. Fra Polen kom denne ”Honerable Mention”, lavet på tykt papir med vandmærke, en roset og håndsigneret af fire af arrangørerne.
Det var billedet ”At Finde Vejen” der udløste den.
Selskabet for Dansk Fotografi, udgiver magasinet Dansk Fotografi fire gange om året. I årets 3. udgave, havde billedredaktionen valgt et af mine billeder til forsiden, og i årets sidste udgave er der en længere artikel om GALLERI VAND og hvad Anne-Mette og jeg går og laver.
Jeg har fået lov at lægge artiklen op her på vores hjemmeside, så du kan læse den her.
Copyright: Dansk Fotografi – www.sdf.dk





Sidst på foråret sendte jeg billeder til konkurrencen med det storslåede navn, “Den Nationale”. Det er en fotokonkurrence arrangeret af Selskabet for Dansk Fotografi og vel det nærmeste man kommer på et danmarksmesterskab i fotografi. Syv kategorier var der, og i den der hedder digital farve blev jeg den stolte modtager at et dommerdiplom, som ca. svarer til en femteplads. Billedet er “Aida in the Sea”
Lige ved nedgangen til molelejet i Løkken, på Sdr. Strandvej 16a, ligger Løkken Kunstpavillon. Her udstiller vi fra mandag den 28. april og til og med søndag den 4. maj, hver dag kl. 12 – 17.
Den 1. maj er det fire år siden vi første gang slog dørene op til GALLERI VAND, og det fejrer vi med at give 30-50% rabat på udvalgte værker, hvoraf nogle er udstillingsmodeller. En af os vil være til stede alle dagene, så kom og se vores billeder og få en snak. Galleriet i Lønstrup vil være åbent i kl. 10 – 17 i weekenden 2 – 4 maj. Her vil der også være værker som er nedsat.

I år har vi valgt at lave vores påskeudstilling med de største af billederne vi har med hjem efter udstillingen i Bredgade i København tidligere på året. Og meget apropos inkluderer det nogle sort/hvide undervandsfotografier som kan skabe undring og inspirere til samtaler om hvad Påsken er – og betyder for os.

Vi fik en henvendelse fra personalet på intensiv afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, med et ønske om at købe nogle af vores billeder. De ville gerne skabe en mere varm atmosfære og give de tunge tanker der kan være hos patienter og pårørende på afdelingen en pause. I et tæt samarbejde med os, valgte de tre billeder og en ny vægfarve. Fotografierne er taget ud for kysten i Lønstrup og er lavet på aluminium i formatet 180 x 100 cm, så de kan matche den lange gang på intensivs opvågningsafdeling.

Genkendeligheden og den klare blå himmel har fjernet det sterile udtryk, lader nu tankerne flyve og inspirerer til samtaler. Udover poetiske og tidløse billeder fra havet omkring Danmark kan vi tilbyde sparring omkring indretning og farvevalg. Kontakt os gerne for en helt uforpligtende samtale om hvordan vi kan skabe stemninger med kunst og farver i jeres virksomhed.
