VI UDSTILLER I SKAGEN

Startende onsdag den 16. august og til og med tirsdag den 23. august er vi at finde i GALLERI SKAGEN, hvor vi udstiller vores billeder og fortæller en historie eller to. Lige nu er vi i fuld gang med forberedelserne og glæder os til at modtage en håndfuld nye billeder som vi skal have med.

Et af de ”gamle” billeder vi vil vise i Skagen er SØANEMONEPOSI. Der er en malerisk dybde i dette billede som vi er meget glade for.

Søanemoner findes overalt i de danske farvande og brillierer med deres mange farver. De ligner en blomst, men det er faktisk et dyr som lever af smådyr, en-cellede småorganismer og dyreplankton. Søanemoner lammer deres bytte med gift fra fangarmenes nældeceller.

Billedet hænger i øjeblikket i vores galleri. Vi laver maksimalt 5 nummererede billeder af hvert motiv og de bliver alle signeret og nummereret. Dette billede er nummer 2 ud af 5.

LØNSTRUP PLAKATEN

Meget tidligt på foråret blev vi spurgt om vi ville lave et billede til årets Lønstrup plakat. Tre måneder og mange hundrede fotografier senere blev plakaten offentliggjort til årets Sankt Hans fest foran hundredvis af mennesker. Vi sidder tilbage med en stor taknemmelighed for den tillid Lønstrup Turistforening har vist os ved at vælge os og en lige så stor ydmyghed over alle de mange positive tilkendegivelser vi modtog for billedet.

WWF FILM

Tidligere på året blev jeg kontaktet af WWF Verdensnaturfonden. De ville gerne have mig med i en kort film med det formål at sætte fokus på havmiljøet i Danmark. Da vi har samme formål i GALLERI VAND blev jeg både glad og beæret over henvendelsen og sagde straks ja.

Det er blevet til denne meget fine film som Anders Rune og Jonas har sat sammen på smukkeste vis og som jeg er enormt stolt over at være med i.

Bliv del af Havkorpset, og dokumentér havets tilstand. Det gør du ved at tage et billede eller en video af et problem, du har spottet i eller ved havet. Det kan være sumpet havbund, uklart vand, manglende vegetation i vandet, pludselig overflod af krabber eller plastik på stranden. Alt, hvor du tænker, at havet ikke er, som det burde være. Gå på Instagram og post dit opslag med #wwfhavetkalder så støtter du WWF Verdensnaturfonden i deres indsamling af dokumentation.

BOGUDGIVELSE

Hen over vinteren har jeg været på 12 års rejse. Jeg har gennemgået 6.000 af mine undervandsfotografier, for at finde dem, jeg synes bedst reflekterer min passion for havet og derfor skal med i den bog, vi længe har ønsket at lave. I et tæt samarbejde har Anne-Mette og jeg brugt de mørke timer på at vende ideer og diskutere oplæg. De sidste 2-3 uger har vi arbejdet meget intenst med at designe bogen, redigere billeder, skrive tekster, lave sideopsætninger, tage flere fotos og gentænke rækkefølger, inden vi endelig var der, hvor vi gerne ville være.

Nu er resultatet af de mange, mange timer sendt til trykkeriet og vi venter i spænding på at modtage et par hundrede bøger fyldt med smukke og spændende billeder, krydret med poetiske tekster og små historier. Pallen med de 300 kg bøger lander i galleriet i slutningen af måneden. Vi glæder os til at vise dig, hvad det er vi har lavet.

SÅ ÅBNER VI LIGE STRAKS

Efter nogle ugers ferie glæder vi os til endeligt at åbne galleriet igen. Vi i fuld gang med forberedelserne og slår dørene op på onsdag den 16. februar, kl 11.

Den blæsende start på året har begrænset mulighederne for fotografering på vestkysten, så vi har været på østkysten nogle gange, bl.a. oppe ved det Grå Fyr. Det kom der dette fine billede ud af. Et inspirerende sted med mange spændende muligheder, som helt sikkert skal besøges igen.

#lønstrup, #saltvandsbilleder, #larsnedergaard, #visitnordylland, #visitlønstrup, #toppenafdanmark, #undervandsfotografi, #undervandsfoto, #saltysoul, #grøntvand, #greenwater, #onebreath, #onebreathphotography, #ethavafoplevelser, #artforsale, #interiordesignideas, #artanddesign, #visitnordvestkysten, #detgråfyr

SIKKE ET FORRYGENDE ÅR

Da vi åbnede GALLERI VAND for ni måneder siden, havde vi ingen ide om, hvad vi kunne forvente. Fotografier som kunst er stadig en forholdsvis smal ting, og vi gjorde det endnu smallere, ved at have anderledes motiver og få billederne lavet i store størrelser på usædvanlige materialer.

Der har været rigtigt mange forbipasserende, som lige skulle se, hvad GALLERI VAND er for en størrelse. Sammen med de fineste anbefalinger fra mange af butikkerne i Lønstrup og vores gæster, har det givet forrygende mange besøgende. Vi er fyldt med glæde og taknemmelighed over kommentarer der kom lige fra hjertet, konstruktiv kritik, nysgerrigheden, inspirerende samtaler og at så mange var så begejstrede, at de valgte at få et billede med hjem.

Nu lukker vi galleriet i nogle uger, holder lidt ferie, og får sat gang i nogle nye initiativer. Hvis I kommer forbi mens der er lukket, men gerne vil ind og se galleriet, så ring til os. Vi bor lige ved siden af, og viser meget gerne frem.

GALLERI VAND I VENDELBO POSTEN

I forbindelse med at GALLERI VAND havde billeder med og Vandmanden holdt foredrag på den internationale KANT Festival i Thisted, havde Nordjyske en dobbeltsidet artikel med henvisning fra forsiden om os og Vendelbo Posten havde denne fine artikel med i ugens avis.